Rur betyder skorpe på oldnordisk. Rurer har et få centimeter bredt kegleformet hus af kalk. Ruren sætter sig fast på f.eks sten, skibsbunde eller krabber og muslinger. Indgangshullet i huset kan lukkes af fire bevægelige kalkplader. På den måde kan dyret holde vandet inde i huset, og derved undgå udtørring. Den har form som en lille vulkan og er op til 1,5 cm i højde og bredde. Rur er et krebsdyr, hvis larver sætter sig fast og bygger en kalkskal omkring sig, på samme måde som koraller. Indgangshullet er øverst. Her strækker Ruren sine bevægelige arme ud og indfanger plankton. Ruren er hermafrodit, dvs. den har både hanlige og hunlige kønsorganer. Den kan dog ikke befrugte sig selv, og befrugtningen sker ved, at Ruren stikker sin op til 7,5 cm lange penis ned i en nærsiddende artsfælle og afleverer sine sædceller. En rur lever samme sted hele livet og kan blive 4 år.

Vidste du at:

Rurer har altid været et stort problem for skibsfarten, idet belægningerne nedsætter skibenes fart. Rurerne skal skrabes af skibsbunden og skruer en eller flere gange om året.