Snogen er en flot sort slange som bliver lidt større end hugormen med sine op til 130 cm. Den er ikke giftig og kendes fra hugormen på sine to gule nakkepletter. Man kan støde på Snogen i klitterne, især hvor der er strandsøer eller vandhuller i nærheden. På meget varme sommerdage, kan man opleve at tørstige slanger søger tættere på vandet. Snogen lever næsten udelukkende af padder og frøer, men kan også finde på at spise mindre pattedyr og fisk.

Vidste du at:

Snogens lugtesans er knyttet til tungen og det er primært den sans som den bruger, når den jager. Inde i munden føres tungens to spidser op i to revner i ganen, som fører ind i det såkaldte jacobsonske organ, hvor duftstofferne sanses. Ved at sammenligne duften på de to tungespidser, får slangen en præcis angivelse af, hvilken der lugter mest af bytte, og hvilken retning den derfor bør bevæge sig i, når den er på jagt.