Firben findes i to varianter i Danmark – skovfirbenet og markfirbenet. De kan være svære at skelne fra hinanden, men støder man på en firben i klitterne eller nær stranden, er det oftest skovfirbenet, hvor det kan sidde på træstykker eller andet for at blive varmet op af solen.  Skovfirbenet føder levende unger i modsætning til markfirbenet der lægger æg. Firbenet kan blive op til 18 cm, hvor halen udgør over halvdelen. Kroppen er ret spinkel og farven varierer fra gråbrun over olivenbrun til rødbrun og det har flere lyse og mørke rækker af bånd og pletter.

Vidste du at:

Firbenet kan smide halen, når det bliver truet. Så ligger halen og vrider sig i nogle sekunder og forvirrer fjenden, hvorefter firbenet kan skynde sig væk. Halen vokser ud igen i løbet af nogle uger.