Hesterejen er den mest almindelige reje i danske farvande og kan ses i indesøerne på stranden om sommeren. Man kan også finde døde eksemplarer ligge sammen med planterester. Hesterejen kan skifte farve, så den får samme farve som sandbunden, hvor den også meget hurtigt kan grave sig ned, hvis der er fare på færde. Rejen kan også “hoppe” baglæns, når den slår halen ind mod undersiden af kroppen. Hesterejen kan blive 6-7 cm lang og er et rovdyr der æder orme og andre små krebsdyr.
Vidste du at:
Hesterejer regnes som en delikatesse i vores nabolande og fiskes i stor stil til eksport. Når man koger dem bliver de ikke røde, som så mange andre rejer, men brune. De er derfor ikke så eftertragtet, som spise i Danmark. De er dog mindst lige så velsmagende, som de fjordrejer der sælges i butikker. På nogle restauranter i Vadehavsområdet sælges hesterejer som ”Vadehavsrejer”.